Mejser

Fordi musvitten så villigt bruger redekasser, er den blevet en af de bedst undersøgte fugle overhovedet. Den har især været en model, når forskere vil forstå, hvordan kuldstørrelse og andre livstræk udvikler sig. Hunnen lægger omkring 12 æg og ruger alene, men begge forældre fodrer ungerne.

Musvitten nøjes ikke med frø. Om sommeren lever den mest af insekter, og i 2009 kom de første rapporter om musvitter, der dræbte dværgflagermus i vinterdvale og åd deres hjerner. Det var første gang, en sangfugl var registreret som flagermusjæger. Det sker kun om vinteren, når anden føde er knap.

Blåmejsens isse er klart blå. Gennem øjet går en mørkeblå streg, som slår en bue om de hvide kinder. Den yngler i ethvert passende hul, i træ, mur, stub eller redekasse. Sidder den på æggene, bliver den liggende og forsvarer sig med hvæs og bid mod en finger, der kommer for tæt.

I Storbritannien er der bekræftet kuld på 14 æg lagt af én enkelt hun. Om natten søger blåmejsen ly i efeu eller andre vintergrønne planter, men i hårde vintre tager den det hul, den kan finde. Blåmejser og musvitter danner blandede vinterflokke, og blåmejsen er nok den bedste af de to til at balancere på tynde kviste.

Sumpmejsen og fyrremejsen er næsten ens. Sumpmejsen har en blanksort kalot og en lille sort hagesmæk. Fyrremejsen har en mat, sodbrun kalot, mere rustfarvede flanker og et lyst felt på den sammenfoldede vinge. Øret er tit bedre end øjet: sumpmejsen siger et eksplosivt „pitju“, mens fyrremejsens almindeligste kald er et nasalt „ze-ze-ze“.

Sortmejsen måler blot 10–11,5 cm. Kendetegnet er en stor, hvid nakkeplet og to hvide vingebånd. Når en flok søger føde, holder fuglene kontakten med korte „di“- og „si-si“-kald. Topmejsen er den letteste at kende: ingen anden mejse har en top, der kan rejses, og spidsen af den er ofte krøllet bagover.