Et elektrisk blåt glimt lavt hen over åer og søer, og så er det væk. Sådan oplever de fleste en isfugl. Den er ikke større end en spurv, men den skal æde omkring 60 % af sin egen vægt hver dag, og det styrer hele dens år.
Par om efteråret, rede i brinken til foråret
Parrene finder sammen allerede om efteråret, men hver fugl beholder sit eget stykke vandløb vinteren over. Først om foråret lægges territorierne sammen. Et territorium er som regel mindst 1 km langt og kan nå 3,5 km.
Hannen indleder frieriet ved at jage hunnen og kalde uafbrudt, og senere fodrer han hende. Begge graver reden i en lav, lodret brink, af og til i en grusgrav. Gangen er lige, stiger svagt og ender i et kammer.
Ungerne bliver i reden 24–25 dage, ofte længere. Et par kan nå to kuld på en sæson, sommetider tre.
Ingen sang, men et fløjt der skærer igennem
Isfuglen synger ikke. Den klarer sig med korte kald, og det almindeligste er et skarpt „tji“, der kommer to eller tre gange i træk, mens fuglen flyver.
Bliver den ængstelig, slår tonen over i et hårdt „shrit-it-it“.
Lyt, før du kigger. Flugten er hurtig, lige og som regel lav, og de korte, runde vinger snurrer. Når fuglen flyver fra dig, lyser ryggen elektrisk blå. Den lave, lige flugt deler den med vandstæren fra de strømmende vandløb, men vandstæren er mørk med hvid strube.
Når åen fryser til
Hvor klimaet er mildt hele året, bliver isfuglen. Fra egne med lange frostperioder må den væk efter ynglesæsonen. Den vesteuropæiske underart yngler fra Irland, Spanien og det sydlige Norge og overvintrer helt ned til Irak og det sydlige Portugal.
Om vinteren holder flere sig ved kysten og fisker i flodmundinger, havne og langs klippekyster. Trækket foregår mest om natten.
Kulde og sult tager flest, og en hård vinter kan slå en stor del af bestanden ihjel. Kun omkring en fjerdedel af de voksne lever fra én ynglesæson til den næste.
Grønblå ryg, rustrød bug og røde fødder
Kroppen er kompakt, hovedet stort, halen kort og næbbet langt. Oversiden er grønblå, mens ryg og overgump er lysere azurblå.
Undersiden er rustrød. Ved næbroden og bag øjet sidder rustrøde pletter, på halsen en hvid plet, og ben og fødder er klart røde.
Kønnene ligner hinanden. Hos hunnen er undernæbbet dog orangerødt med sort spids, mens hannens næb er sort med lidt rødt ved roden.
Småfisk slået mod grenen og slugt med hovedet først
Isfuglen sidder 1–2 meter over vandet på en gren, en pæl eller en brink med næbbet pegende nedad. Den nikker med hovedet for at bedømme afstanden og styrter så stejlt ned, sjældent dybere end 25 cm.
Tilbage på grenen slår den fisken mod underlaget et par gange og sluger den med hovedet først. Elritser, hundestejler, små skaller og ørreder er typisk bytte.
I Centraleuropa bestod 97 % af føden af fisk på 2–10 cm. Den tager også guldsmedelarver og vandbiller, og om vinteren ferskvandsrejer og andre krebsdyr.
Måneder ved åbredden
Ynglesæsonen strækker sig over forår og sommer, med op til tre kuld. Fra juli til november fælder fuglene gradvist, og svingfjerene tager 90–100 dage at skifte. Frostvintre presser fuglene væk fra isdækket vand, så tallene er lavere om vinteren.
Isfugl på billeder
Spørgsmål fra åbredden
Hvordan ser isfuglen under vand?
Øjet har to synsgruber, og når fuglen rammer vandet, skifter den fra den centrale til den ekstra. Øjnene er åbne under dykket, beskyttet af en gennemsigtig blinkhinde.
Siger isfuglen noget om vandets kvalitet?
Ja. Den yngler tættest ved klart vand med træer og buske på bredden, og netop de steder har typisk det reneste vand. Erstattes naturlige brinker af kunstige kanter, forsvinder både fisk og fugle.