Fuglene i haven og kvarteret

Hos solsorten er det let at se, hvem der er hvem. Hannen er helt sort med gult næb og en gul ring om øjet, mens hun og unger er mørkebrune. Hans sang er fyldig og melodisk. Bysolsorte bliver oftere hjemme om vinteren end deres slægtninge på landet, for byen er en anelse varmere og har mere at byde på.

Rødhalsen måler 12,5–14 cm, og han og hun ser ens ud. Ungerne mangler det orangerøde bryst og er brunspættede over det hele. Fuglen er ikke sky. Graver du i bedet, kommer den tit helt tæt på for at snuppe de regnorme, spaden vender op. Skandinaviske rødhalse trækker om vinteren til Storbritannien og Vesteuropa.

Musvitten har op mod 40 forskellige kald og sange, og det er mest hannen, der larmer. Korte „pit“ og „tsik“ holder kontakten, og om foråret markerer han sit revir med et pibende „titte-ty, titte-ty“, der minder om et knirkende trillebørshjul. I strenge vintre kan dens indtag af solsikkefrø nå op på 44 % af kropsvægten.

Blåmejsen er akrobaten, der hænger med hovedet nedad under mejsekuglen. Mens den gynger, siger den „ti-ti-ti“ eller skælder med et hæst „tjerr“. Om vinteren slår den følge med musvitter i blandede flokke. Hæng en redekasse op: blåmejsen tager gerne imod, og i højsæsonen kan én forælder komme med føde hvert halvandet minut.

Gærdesmutten er en lille, brun fugl med en kort hale, som den tit holder lodret. Når hannen synger, ryster hele kroppen: klirrende triller, der ruller videre i flere sekunder. Bliver den ophidset, glider det tørre „tik-tik-tik“ over i en snerren, der minder om et optrækkeligt ur, som kører ned.

Gråspurven holder sig til huse og gårde, i byen som på landet. Næsten alt, hvad den siger, er varianter af ét kort „tjilp“. Stæren er det modsatte: hannen synger i et minut eller mere, starter med rene fløjt og blander efterlignede fuglestemmer og maskinlyde ind. I Sydvestjylland, mellem Tønder og Ribe, samles der om foråret mere end en million stære lige før solnedgang.