Tranen er tilbage
Tranen forsvandt som ynglefugl fra Danmark og vendte tilbage i 1953 efter et fravær på cirka et århundrede. I årtier var der færre end fem par, men fra 1990'erne gik det stærkt, og i 2022 ynglede mindst 750 par. Selv hvor den er almindelig, ligger parrene spredt, kun en håndfuld på hver 100 km².
Kaldet er en høj, gennemtrængende trompet, der bærer langt. Parret kalder i duet: hunnen tager en høj tone, og hanen tager over med et længere skrig, holdt i samme stilling. Om foråret danser tranerne med løftede vinger, bukker og drejer rundt. På træk flyver de i V-formation, og en flok kan tælle op til 400 fugle. Under trækket kan tranerne flyve helt op i 10.000 meters højde.
Arter fra moser og våde enge
Afspil lydene direkte fra listen. Artssiden fortæller, hvornår du kan høre dem.
Brølet i rørskoven og dykket over engen
En dyb, sukkende tone som et fjernt tågehorn, i stille nætter hørbar op til fem kilometer væk: det er hannen af rørdrum. Selve fuglen ser du sjældent, for den holder sig skjult i tagrørene. Når bestanden skal tælles, tæller man derfor de brølende hanner. Allerede Plinius sammenlignede lyden med en tyr, der brøler.
Over den våde eng kan du om foråret høre en summende, prustende lyd fra luften. Den kommer fra dobbeltbekkasinen, der kredser højt og dykker skråt ned. Lyden skabes ikke af stemmen, men af to halefjer, som fuglen spreder vinkelret på flyveretningen.
Nye naboer: skægmejse og skestork
Et metallisk „ping“ fra tagrørene afslører skægmejsen. Den slog sig ned som ynglefugl i Danmark sidst i 1960'erne og er nu lokalt ret almindelig, selv om bestanden svinger med vintrenes hårdhed. Parrene holder sammen hele livet og sover tæt op ad hinanden. Et par kan få to-tre kuld på én sommer.
Skestorken er næsten tavs; ved kolonierne hører du mest næbklapren og en sjælden dyb grynten. Danmark er artens nordligste yngleområde. Den fik fast fodfæste i 1996, passerede 100 par i 2011 og var oppe på næsten 600 i 2021. På engen ved siden af står fiskehejren og kalder et hæst „fraaank“.