Rovfugle og ugler

I 1995 ynglede der ingen havørne i Danmark. I 2011 var der mindst 37 par og i 2021 over 150, uden at der var sat en eneste fugl ud; beskyttelse og bedre levesteder har klaret det. Om vinteren søger mange unge ørne til Vadehavet. Med et vingefang på mellem 1,78 og 2,45 m er den en kæmpe på himlen.

Rød glente er også i fremgang i Danmark, ligesom i Sverige, Polen og Storbritannien. Kendetegnet er den lange, kløftede hale, der vrider sig, når fuglen skifter retning. Kaldet er en tynd, piftende lyd, mindre mjavende end musvågens.

Spurvehøgens vinger er korte og brede, og halen er lang: en bygning skabt til at manøvrere mellem træerne. Hannen er blågrå ovenpå med orange tværbånd på undersiden, og hunnen er op til 25 % større. Duehøgen er dens langt større slægtning, og her kan forskellen være ekstrem: de største hunner kan veje fire gange så meget som de mindste hanner.

I Vendsyssel tager duehøgen om vinteren mange udsatte fasaner, og derfor bliver flere af dem skudt, helt lovligt. Over vejkanten står tårnfalken stille i vinden 10–20 m oppe og holder øje med jorden. Musvågen jager hellere fra en siddeplads og tager mest smågnavere.

Den klassiske uglelyd er i virkeligheden en duet. Natuglens hun kalder et skarpt „ki-vit“, og hannen svarer med en dirrende tuden, „huu … ho, ho, hu-hu-hu-huu“. Et dansk studie viste, at 36 % af ungerne døde mellem udflyvningen og den dag, de klarede sig selv, oftest taget af ræve.

Sløruglen tuder slet ikke. Den udstøder et langt, uhyggeligt skrig, og både unger og voksne kan hvæse som en slange. Den flyver lydløst, fordi små takker på svingfjerenes forkant bryder luftstrømmen. Skovhornuglen findes hele året i hele Danmark, og om vinteren er der en klar overvægt af hunner her. Hannens sang er et dybt „huup“, gentaget med flere sekunders mellemrum.