Arter ved søer og åer
Brug trekanten til at høre arterne efter hinanden. Navnet åbner artssiden.
Knopsvanen er kun tavs af navn
Omkring 4.500 par knopsvaner yngler i Danmark. Arten er mindre snakkesalig end de andre svaner, men helt stum er den ikke. Den grynter, fnyser og fløjter hæst, og nærmer du dig reden, bliver du mødt af et højt hvæs.
Den lyd, de fleste forbinder med knopsvanen, kommer fra vingerne. I flugt giver de en rytmisk, summende lyd, der bærer 1–2 km og fungerer som kontaktlyd mellem fuglene i luften. De unge er grå det første år og har et gråsort næb i stedet for et orange. Knopsvaner græsser også på land, og om vinteren kan flokke søge føde på marker med raps og hvede.
Et blåt glimt og en hvid pande
Ser du et elektrisk blåt lyn fare lavt hen over åen, er det isfuglen. Lyt efter dens korte, skarpe „tji“, gentaget to-tre gange i flugten. Den er omkring 16 cm lang og graver sin rede for enden af en 60–90 cm lang gang i en lodret brink. Fryser åerne til om vinteren, trækker den væk.
Blishønen er sort med hvidt næb og hvidt pandeskjold. Den har et bredt register af knitrende, eksplosive og trompetagtige kald, og mange af dem lyder om natten. Den nikker med hovedet, mens den svømmer, og tager et lille hop, før den dykker.
Ænder og dykkere
Det klassiske andekvæk kommer fra gråandens hun. Hun kalder tit i en serie på 2–10 kvæk, der starter højt og bliver svagere. Hos krikanden er det hannens kald, der har givet navnet: både det latinske crecca og det danske krikand efterligner lyden.
Toppet lappedykker er berømt for sin parringsdans, som Julian Huxley beskrev i 1914. Kaldet er et højt, gøende „ra-ra-ra“, og ungerne har sort-hvide striber på hovedet. Skarven dykker 1–3 minutter ad gangen og kan nå ned på 9,5 meter. Fugle fra nord trækker mod syd, når vandet fryser, og søger til enhver kyst eller sø, der er isfri og har fisk.