Arter fra marker og enge
Afspil stemmen med trekanten, eller åbn artssiden for kendetegn og kalender.
Sanglærken, den første nationalfugl
Fra 1960 havde sanglærken titlen som Danmarks nationalfugl, indtil knopsvanen overtog den i 1984. Hannen synger, mens han stiger, kredser eller står stille i luften 50–100 meter oppe. En strofe varer som regel to-tre minutter, men sent i parringstiden kan den vare over 20.
Reden ligger i en lille fordybning på bar jord, et godt stykke fra træer og hegn. Ungerne forlader den efter 8–10 dage, længe før de kan flyve, og gemmer sig i vegetationen. Nabohanner deler lokale vendinger i sangen, en slags dialekt, som skiller de fastboende fra de fremmede.
Vibe og fasan: to slags uro på marken
Viben kender du på den lange fjertop og det sorte bryst mod det hvide ansigt. Det skingre „pi-vit“ har givet den navne som peewit på engelsk. I yngletiden kalder hannen næsten uafbrudt, mens han tumler rundt i en vild parringsflugt.
Fasanen hører ikke oprindeligt til her. Den kommer fra Asien og blev sat ud i Europa allerede i romertiden. Bliver den skræmt, letter den brat på snurrende vinger, mens den advarer med „kok-kok-kok“. Hanen har tit flere høner omkring sig. Skræmmer du en agerhøne op, flyver den kun et kort stræk på afrundede vinger og siger „rik-rik-rik“, mens den letter. I Vendsyssel er antallet af udsatte fasaner næsten seksdoblet siden 1994.
Kolonier i trætoppene og flokke om vinteren
Rågen yngler i kolonier i høje træer, gerne tæt på gårde og landsbyer. Fra sortkragen skiller den sig ud ved den bare, lyse hud ved næbroden og de pjuskede fjer om benene. I flugt er dens vinger længere og smallere. Det engelske navn rook kommer af det hæse kald.
Om vinteren dukker sjaggeren op i flokke, tit sammen med vindrosler. Lyt efter det hårde „tsak-tsak“, som den mest bruger i flugten. Senere på vinteren går den efter nedfaldne æbler. Den hvide stork har ynglet i Danmark siden 1400-tallet og talte flere tusinde par omkring år 1800, men det intensive landbrug fik bestanden til at styrtdykke.