Duehøg

Den bedste tid er sidst på vinteren og i det tidlige forår. Territorieflugten topper fra januar til april. På solrige, næsten vindstille dage cirkler fuglene højt over trækronerne.

Under opvisningen holder duehøgen de lange halefjer samlet og spreder dækfjerene under halen, så den ser kort og bred ud. Flugten går ofte i bølger, nogle gange med styrtdyk på over 200 meter. Hannen flyver sådan over tre gange så ofte som hunnen.

Parrene dannes i februar, og reden bygges eller sættes i stand ind i marts. Efter opvisningen kommer hannen typisk med et frisk bytte til hunnen.

Uden for parrings- og yngletiden er duehøgen næsten tavs. I en fransk undersøgelse toppede kaldene omkring slutningen af marts og i april. De kunne begynde op til 45 minutter før solopgang og var over dobbelt så hyppige i dagens tre første timer.

Hannen har to vidt forskellige lyde. Når han kommer med føde, siger han et hurtigt, højt „kju-kju-kju“. Møder han hunnen, lyder et kvækkende „gok“ med omkring fem sekunders mellemrum, som nogle sammenligner med en tunge, der smækkes løs fra ganen.

På jagt kan en duehøg skrige skingert, især når en lang forfølgelse trækker ud, og byttet allerede har set den.

Duehøgen er delvis trækfugl. Efterårstrækket ligger fra september til november, forårstrækket fra februar til april med top sidst i marts og først i april. Mange bliver i territoriet hele vinteren, helt op i det midterste Skandinavien.

Gamle fugle findes sjældent mere end 300 km fra sommerområdet. Unge fra Sydsverige spreder sig mest mod syd, men krydser normalt ikke Kattegat. Duehøgen undgår at krydse vand. Det gør spurvehøgen oftere.

Den voksne er blågrå eller brungrå foroven og tæt tværstribet på lys bund nedenunder. Den hvide øjenstribe mangler aldrig. Øjet er som regel orange. Ungfuglen er brun foroven, stribet på langs nedenunder og har lysegule øjne.

Hunnen kan veje mere end det dobbelte af hannen. Vingerne er korte og brede, halen lang, og både gamle og unge har tre til fem mørke bånd tværs over halen. Gamle fugle kan blive lysere med årene.

Duehøgen jager fra en udsigtspost og flytter sig i korte, lave flyvninger fra sted til sted. Oftest er jagten kort. Et egern eller en hare kan dog blive forfulgt i op til 15 minutter. I Europa er tamduen det hyppigste bytte, og i skov og mark tager den ofte ringduer.

Kragefugle står også højt på listen, især skovskaden med sine høje kald. I Vendsyssel tog duehøgene mest voksne fugle, bortset fra drosler og kragefugle, hvor det især var ungfugle.

Samme sted steg udsætningen af fasaner fra 6.000 til 35.000 efter 1994. Det har givet færre duehøge, fordi de jager fasanerne om vinteren og bliver skudt lovligt af egnens skytter.

Duehøgen er her året rundt. Opvisning og kald topper fra januar til april, og æglægningen falder i april og maj. I sensommeren er den sværest at finde, og om efteråret flytter en del fugle, især de unge.

Den lille duehøgehan og den store spurvehøgehun overlapper i størrelse. Se på kroppen og vingeslagene.

Spurvehøg

Duehøgen er tungere og kraftigere og har længere, mere spidse vinger. Den slår dybere og langsommere, og den voksne har aldrig rustrøde bånd på undersiden som spurvehøgehannen.

DuehøgSpurvehøg