Lyt efter en sang, der er alt for stor til fuglen. Gærdesmutten vejer omkring 10 g, men kan høres i alle årets måneder, fra haven og hækken til kystens klipper. Tidspunktet afgør, hvad du hører, og om den er hjemme eller på vej over havet.
Forår er højsæson, men sangen holder aldrig helt pause
Gærdesmutten kan synge på enhver tid af året. Det er dog om foråret, at sangen fylder mest. Fra april ligger der æg, og som regel når parret to kuld.
Resten af tiden er den mest en brun skygge, der smutter ind under en busk, lige så musagtig som den er lille. Din bedste chance er en syngende han på en lav, fri gren, hvor hele kroppen dirrer af anstrengelse.
Den findes stort set overalt, hvor der er buske og lavt dække: haver, hække, krat, plantager, skov og rørskov. Den går også ud på heder, stenede skråninger og klippekyster med stejle skrænter.
Ti gange så kraftig som en hane, gram for gram
Sangen er klar, skinger og eftertrykkelig. Den åbner med et par forsigtige toner, glider over i en trille, der stiger en smule, og slutter med rene toner eller en ny trille. Regnet efter vægt er stemmen ti gange stærkere end en hanes.
Kaldet, et skarpt og gentaget „tik-tik-tik“, minder om rødhalsens kald, men kommer hurtigere og med kortere pauser. Bliver fuglen irriteret, glider det over i en snerren.
Bliver i vest, trækker mod nordøst
I den vestlige og sydlige del af udbredelsen er gærdesmutten standfugl. Længere mod nord, især i nordøst, trækker den. Nordgrænsen for ynglende fugle ligger ved 67° N i Norge og 64° N i Sverige og Finland.
Til daglig flyver den kort og lige på summende vinger. På træk krydser den alligevel Nordsøen, der er over 500 km bred, og rekorden for en genfundet ringfugl er 1.524 km fra Kaliningrad til West Sussex.
Vinternætterne tilbringer den i mørke huller, sprækker og gamle reder. I hårdt vejr kryber flere gærdesmutter sammen for at holde varmen. Insekter finder den stadig på bark og væltede stammer, selv når der ligger sne.
Rund krop, runde vinger, stumphale
Kroppen er buttet og kraftig, vingerne runde og halen kort og ofte rejst. Oversiden er rødbrun, undersiden mere grå, og fjerdragten er svagt tværstribet helt ud på vinger og hale. Over øjet sidder en lys, cremefarvet stribe.
Næbbet er forholdsvis langt, tyndt og mørkebrunt. Fødderne er lysebrune med kraftige kløer og en stor bagtå. Hanner og hunner er ens, mens ungfuglene er mindre tydeligt stribede og har brogede undersider.
Sommerfuglelarver er hovedretten
Den bevæger sig i små ryk, stikker næbbet i sprækker, undersøger gamle mure og hopper op på væltede stammer. Det meste af tiden holder den sig nær jorden.
Insekter udgør langt det meste af kosten, især larver af sommerfugle som målere og ugler. Larver af biller, fluer og vårfluer samt bladlus og edderkopper hører også med, og en gang imellem tager den frø. Ungerne får mest sommerfuglelarver, blandt andet af kåluglen, og larver af stankelben.
Sang i alle måneder, mest i foråret
Gærdesmutten kan synge i en hvilken som helst måned, og derfor falder kurven aldrig helt til nul. Toppen ligger i foråret, hvor æggene lægges fra april og der ofte kommer to kuld. Om efteråret krydser fugle fra nord Nordsøen.
Portrætter: Gærdesmutte
Samme kald, samme krat, endnu mindre
Gærdesmutten forveksles oftest på lyden. Lyt efter trillerne i sangen og tempoet i kaldet.
Rødhals
Rødhalsens kald ligner gærdesmuttens „tik-tik“, men er langsommere med mere adskilte toner. Fuglen er større, 12,5–14 cm, med orange bryst og ansigt.
Reder og kongetitlen
Hvorfor bygger gærdesmuttehannen flere reder?
Hannen bygger flere kuplede reder med indgang fra siden, og hunnen vælger én og forer den med fjer. Jo flere reder, jo større chance for at blive valgt. En han kan have op til fire hunner med aktive reder i sit revir.
Hvorfor kaldes gærdesmutten for fuglenes konge?
Det går tilbage til en fabel, som Plutarch tilskrev Æsop: Ørnen og gærdesmutten konkurrerede om at flyve højest. Gærdesmutten red på ørnens ryg og fløj op over den, da ørnen blev træt. Derfor bærer den kongetitlen i flere sprog, fx tysk Zaunkönig.