Stær

Fjerdragten er sort med grøn eller violet metalglans. Efter fældningen i sensommeren har de nye fjer hvide og lysebrune spidser, så fuglen står prikket hele vinteren. Til foråret er spidserne slidt af.

Næbbet er smalt og spidst, brunsort om vinteren og gult om sommeren. Hannens næbrod er blågrå, hunnens lyserød. Selv øjet røber kønnet: hannens iris er rigt brun, hunnens musebrun eller grå.

Kroppen er rund, halen kort og benene kraftige og rødlige. Ungfuglene er gråbrune, men allerede i deres første vinter ligner de de voksne.

På jorden er den vraltende gang det sikreste tegn. Ser du nærmere efter, er halen kortere end en drossels, næbbet skarpt som en klinge og bugen rundere.

I luften er den sværere. Vingerne er trekantede og spidse, vingeslagene hurtige, og ind imellem glider fuglen et stykke uden at tabe meget højde. En silkehale har næsten samme flugtsilhuet og flyver også i tætte flokke, men er lysere og rødligt beige og en anelse mindre.

Hannens sang er en sammenhængende forestilling på et minut eller mere. Den åbner med rene fløjtetoner og går over i en lang midterdel med efterligninger. Så følger gentagne klik og til sidst en kort, lys finale.

Midterdelen er hentet fra andre fugle og fra lyde i naturen eller fra maskiner. Hver lyd gentages nogle gange, før den næste tager over. En vild stær er set efterligne en lyd, den kun havde hørt én gang.

Dygtige hanner har op til 35 variable sangtyper og 14 slags klik. Hunnerne foretrækker hanner med den mest komplekse sang. Advarslen er derimod et hæst skrig, og en flok, der letter samtidig, giver et sus, der kan høres flere hundrede meter væk.

Stæren søger føde, hvor græsset er kort: marker, græssede enge, sportspladser og golfbaner. Den stikker næbbet i jorden og spærrer det op for at finde skjulte insekter.

Til natten søger flokkene ind i rørskov, skove eller bymidter. De største sovepladser rummer op til 1,5 millioner fugle.

Det mest kendte eksempel er sort sol over marsken i Tønder og Esbjerg kommuner, mellem Tønder og Ribe. Fra marts samles stærene her lige før solnedgang, indtil fuglene fra det nordlige Skandinavien trækker videre midt i april. Den tætte flok er formentlig et forsvar mod rovfugle som spurvehøgen.

Uparrede hanner finder et hul og begynder at bygge for at lokke en hun til. De pynter med blomster og friske grønne planter, og især duftende urter som røllike ser ud til at virke. Når hunnen har valgt ham, piller hun pynten ud igen.

Reden kan ligge i hule træer, i bygninger, i stubbe eller i en redekasse i haven. To kuld om året er normalt, men nord for 48. breddegrad nøjes de fleste par med ét.

Siden 1980'erne er stæren gået tilbage i dele af Nord- og Vesteuropa. Ungerne mangler smådyr fra græsarealerne, fordi der er mindre eng og græsning i det intensive landbrug.

Sangen holder kun pause, mens fuglene fælder i sensommeren, og også hunner synger en gang imellem. Æg og unger hører forår og sommer til. I efteråret og vinteren er stæren mest selskabelig og samler sig i de største flokke.

Stæren deler silhuet med silkehalen og farve med solsorten.

Solsort

Solsortehannen er ensfarvet sort uden prikker, med lang hale og gul øjenring. Den løber og hopper over plænen, hvor stæren går.

StærSolsort