Den ældste kendte vilde gråspurv blev ringmærket i Danmark og fundet død 19 år og 9 måneder senere. Arten holder sig tæt til mennesker, i byen og i haver ved husene, og to ting er værd at lære: at kende hannen fra hunnen, og gråspurven fra skovspurven.
Hannens sorte smæk vokser med alderen
Gråspurven er kompakt med fyldigt bryst, stort rundt hoved og et kraftigt, kegleformet næb bygget til frø. På kontinentet vejer den i snit omkring 30 g.
Hannen har mørkegrå isse fra næbbet ned over nakken med kastanjebrunt på hver side. Omkring næbbet og på struben er han sort, kinderne er lysegrå, og ryggen er varmt brun med brede sorte striber.
Den sorte hagesmæk varierer i størrelse og bliver større med alderen. Om efteråret skjuler lyse fjerspidser meget af det sorte, til slid gradvist får det frem igen.
Hunnen har hverken sort eller gråt
Hunnen mangler både de sorte tegninger og den grå isse. Hun er brun foroven med mørkere striber på ryggen, har en tydelig lys stribe over øjet og en lys gråbrun underside. Ungfuglene ligner hende, men har lysegult næb.
Den lette forveksling er en skovspurv: cirka 10 % mindre og slankere, med kastanjebrun isse i stedet for grå og en sort plet på den hvide kind. Hos denne slægtning i spurvefamilien ser hanner og hunner ens ud. En brun hun kan også minde om jernspurven, men den har fint, spidst næb og gråt hoved.
Et „tjilp“ med mange betydninger
Næsten alt, gråspurven siger, er varianter af et kort, hyppigt „tjilp“. Flokken bruger det til at holde kontakten, og hannen bruger det til at vise, at han har et redested. I yngletiden gentager han det hurtigt og med eftertryk, men uden fast rytme.
Aggressive hanner skruer op til en rullende trille. Alarmen er et nasalt „kvær“, mens et skingert „krii“ betyder stor fare. Mellem to fugle i et par dæmper et blødt „kvii“ stemningen.
Hvor der er mennesker, men ikke i tæt skov
Gråspurven følger menneskers boliger og marker. Kun tæt skov og tundra holder den sig helt fra. Den yngler gerne indendørs i fabrikker og lagerhaller og er endda fundet ynglende i en engelsk kulmine, 640 m under jorden.
Tætheden er størst i bymidterne, men ungerne klarer sig bedre i forstæderne, hvor der er flere insekter. På landet æder spurvene mere spildkorn fra marker og møg, mens byspurvene tager mere fuglefrø.
I 21 år har frivillige talt fuglene, og ifølge dem var den europæiske bestand i 2021 faldet med næsten 60 %. I Storbritannien er nedgangen 68 % siden toppen i 1970'erne.
Under tagskægget, flere kuld om året
Reden ligger oftest under tagskægget eller i en anden sprække i et hus. Den er som regel kuplet, med stængler og rødder yderst og fjer og papir indvendig, og det er den uparrede han, der begynder byggeriet.
Kuldet er normalt fire–fem æg, og i tempererede egne kan et par nå op til fire kuld om året. Hunnen står for det meste af rugningen, som varer 11–14 dage, og ungerne bliver i reden i typisk 14–16 dage.
Parret holder som regel sammen livet ud. Det forsvarer ikke et revir, kun selve reden mod artsfæller af samme køn.
Kvidren hele året, travlest under ynglen
Gråspurven er standfugl, og flokken høres i alle måneder. Når dagene bliver længere, begynder hannerne at kalde ved redestederne. Hvornår æggene lægges, skifter fra sted til sted og fra år til år, for der skal være insekter nok til ungerne.
Sådan ser Gråspurv ud
Tilbagegang og spurvepotter
Hvorfor er der blevet færre gråspurve?
Mest af alt mangler ungerne insekter, blandt andet på grund af monokulturer, sprøjtemidler og færre hjemmehørende planter i byerne. Moderne byggeri giver færre redehuller, og spurvehøgens jagt spiller ind, især hvor buskene er fjernet.
Hvad var en spurvepotte?
En lerkrukke, der blev hængt op under tagskægget, så spurvene byggede rede i den. I Nordeuropa brugte man dem fra omkring 1560 og mindst ind i 1800-tallet til at høste ungerne som mad.