Hannen er helt sort, kun øjenringen og næbbet lyser gult. Solsorten hører til drosselfamilien, men du lægger nok først mærke til den med ørerne. Sangen lyder fra tage og træer i haver og parker det meste af foråret.
Langsom fløjtesang og et kald til hver slags fare
Sangen er dyb, blød og varieret, en fløjtende strofe uden hast. Hannen synger fra høje udkigsposter som tagrygge og trætoppe. Den bruger sangen til at gøre krav på sit territorium.
Solsorten låner også lyde fra omgivelserne. Den efterligner andre fugle, men også fløjt og billarme. Om vinteren kan du høre den synge lavmælt for sig selv.
Et gentaget „pok-pok-pok“ gælder katte og andre fjender på jorden. Et tyndt „siii“ advarer mod rovfugle; lyden dør hurtigt ud i løvet og er svær at pejle. Om aftenen „tjinker“ hannen for at holde andre solsorte væk fra sin soveplads. Det virker sjældent.
Sort han, brun hun og et næb, der betyder noget
Hannen er blanksort med sortbrune ben, gul øjenring og orangegult næb, der bliver lidt mørkere om vinteren. Hunnen er sodbrun med mat gulbrunt næb, lys strube og svage pletter på brystet. Begge har en lang hale.
Ungfugle ligner hunnen, men har lyse pletter på oversiden. En han i sit første år har mørkt næb og svagere øjenring. Vingen er brun og skiller sig ud fra den sorte krop.
Næbfarven er et signal. Territoriehanner reagerer hårdest på modeller med orange næb og mindst på det brune næb, unge hanner har. Hunnerne er mere optaget af, om næbbet skinner.
Haven slår skoven ti gange
Oprindelig er solsorten en skovfugl med forkærlighed for løvtræer og tæt underskov. I haver yngler den dog tættest, op til 7,3 par pr. hektar. Skoven har typisk kun en tiendedel af den tæthed.
Så længe der er føde, bliver parret i sit territorium hele året, men hver fugl holder sig til sit eget hjørne. Hanner i byen bliver oftere vinteren over end hanner på landet, fordi byen er lunere og har mere mad. Fugle ringmærket i Skotland er blandt andet fundet igen i Danmark.
Løb, stop og træk: ormejagt på plænen
Det meste af maden findes på jorden. Solsorten løber og hopper et stykke, standser og fortsætter. Regnorme hiver den op af jorden; dem finder den mest med øjnene, men nogle gange ved at lytte.
I visne blade leder den efter andre smådyr, og den spiser også insekter, frø og bær. Fra buskene plukker den bær og samler larver. En sjælden gang tager den små padder, firben eller en lille gnaver.
Rede af græs og mudder i vedbend eller tjørn
Parret vælger gerne en stedsegrøn eller tornet plante som vedbend, kristtorn, tjørn eller gedeblad. Et skur kan også bruges, hvis der er en hylde. Hunnen bygger alene en skål af græs og blade, kittet sammen med mudder.
De blågrønne æg har rødbrune stænk, tættest i den brede ende. Efter udflyvningen fodres ungerne i op til tre uger, og begynder hunnen på et nyt kuld, klarer hannen fodringen alene.
Reden er ofte dårligt skjult, og mange kuld går tabt til rovdyr. Til gengæld er gøgeæg en sjældenhed: solsorten genkender både den voksne gøg og dens æg. I Storbritannien rummede kun 3 af 59.770 undersøgte reder et æg fra gøgen.
Fra prøvesang i januar til tavshed i efteråret
Unge hanner kan begynde at synge sidst i januar, når vejret er mildt; de voksne følger efter i slutningen af marts. Hovedsæsonen går fra marts til juni og nogle år ind i juli. September og oktober er de eneste måneder helt uden sang.
Fotos fra felten: Solsort
Sort fugl, men ikke en solsort
Se på vingen, halen og måden, fuglen bevæger sig på.
Stær
Stæren har kort hale, et spidst, næsten knivformet næb og en rund bug. Den går i stedet for at hoppe, og om vinteren er fjerdragten prikket med hvidt.
Alder og søvn hos solsorten
Hvor mange år får en solsort typisk?
I gennemsnit kun 2,4 år. Den ældste kendte fugl fra ringmærkning blev dog 21 år og 10 måneder.
Kan en solsort sove med halvdelen af hjernen?
Ja. Den ene hjernehalvdel kan sove, mens den anden er vågen. Det giver hvile på lange træk og steder med mange rovdyr, uden at fuglen mister opmærksomheden helt.